Manuvisionbehandler Bjørn Jakobsen
Her er min historie, og hvorfor jeg blev kropsbehandler.
Jeg har altid været de stærke hænder og trangen til at fixe. Fixe ting omkring mig, sørge for at gruppen fungerer.
Altid vide hvem der er hvor, og hvordan de har det. Men jeg kunne ikke mærke mig selv, og vidste ikke hvad jeg ville.
Da jeg selv fik børn, begyndte jeg at tvivle på min egen fortælling om hvor godt og udviklende det var at være skilsmissebarn. Det er jo det ”smarte” ved kroppen - er der følelser du ikke kan håndtere, lukker den bare i. Men jeg begyndte at mærke det afsavn, som det har medført.
Jeg misundte ikke folk uden børn, de skulle jo tage stilling til egen lykke - jeg havde fået ind i hovedet, at det ikke gjaldt mig selv, slap for at mærke efter selv, jeg havde jo en familie at sørge for. Men pludselig var børnene store og projektet et andet.
Jeg var fotograf i 24 år på ugebladet SØNDAG. Var både dygtig og glad for jobbet, det var en del af min identitet, så der skulle en fyring til, før jeg var klar til at prøve noget andet. Jeg begyndte på Manuvision-uddannelsen i 2016 uden helt at vide hvad det var.
Og det var her jeg for alvor begyndte at mærke. Måske ikke mig selv, men at der var noget derinde. Blev skilt efter 30 års samliv og fik endnu mere rum til at mærke. Men familieliv, job og hus var så stor en mundfuld at sige farvel til, at kroppen lukkede ned for mærkningen.
Depression er vel det rigtige ord.
Kroppens signaler er mærkværdige, ikke underlige, men værd at mærke – man skal lære dem at kende, for de bliver nemt overhørt. Der er noget fint over, selv i en meget voksen alder, at finde ud af hvor meget liv der er i kroppen. Jeg kunne ikke mærke mig selv, og vidste ikke hvad jeg ville - det fandt jeg først ud af, efter at jeg begyndte at arbejde med
mig selv.
Jeg blev uddannet Manuvision kropsterapeut og træner, har jeg taget mange kurser for at dygtiggøre mig. Og nu, 6 år efter, har jeg følt mig klar, og har taget Manuvisions Chok- og traumebehandleruddannelse, for at komme endnu længere ind.
Livet leves forlæns og forstås baglæns.
- SØREN KIERKEGAARD
Jeg har altid været de stærke hænder og trangen til at fixe. Fixe ting omkring mig, sørge for at gruppen fungerer.
Altid vide hvem der er hvor, og hvordan de har det. Men jeg kunne ikke mærke mig selv, og vidste ikke hvad jeg ville.
Da jeg selv fik børn, begyndte jeg at tvivle på min egen fortælling om hvor godt og udviklende det var at være skilsmissebarn. Det er jo det ”smarte” ved kroppen - er der følelser du ikke kan håndtere, lukker den bare i. Men jeg begyndte at mærke det afsavn, som det har medført.
Jeg misundte ikke folk uden børn, de skulle jo tage stilling til egen lykke - jeg havde fået ind i hovedet, at det ikke gjaldt mig selv, slap for at mærke efter selv, jeg havde jo en familie at sørge for. Men pludselig var børnene store og projektet et andet.
Jeg var fotograf i 24 år på ugebladet SØNDAG. Var både dygtig og glad for jobbet, det var en del af min identitet, så der skulle en fyring til, før jeg var klar til at prøve noget andet. Jeg begyndte på Manuvision-uddannelsen i 2016 uden helt at vide hvad det var.
Og det var her jeg for alvor begyndte at mærke. Måske ikke mig selv, men at der var noget derinde. Blev skilt efter 30 års samliv og fik endnu mere rum til at mærke. Men familieliv, job og hus var så stor en mundfuld at sige farvel til, at kroppen lukkede ned for mærkningen.
Depression er vel det rigtige ord.
Kroppens signaler er mærkværdige, ikke underlige, men værd at mærke – man skal lære dem at kende, for de bliver nemt overhørt. Der er noget fint over, selv i en meget voksen alder, at finde ud af hvor meget liv der er i kroppen. Jeg kunne ikke mærke mig selv, og vidste ikke hvad jeg ville - det fandt jeg først ud af, efter at jeg begyndte at arbejde med
mig selv.
Jeg blev uddannet Manuvision kropsterapeut og træner, har jeg taget mange kurser for at dygtiggøre mig. Og nu, 6 år efter, har jeg følt mig klar, og har taget Manuvisions Chok- og traumebehandleruddannelse, for at komme endnu længere ind.
Livet leves forlæns og forstås baglæns.
- SØREN KIERKEGAARD
